Forældre forsøger at “forhandle” sig til dagtilbudspladser i Skanderborg Kommune

Hos de kommunale dagtilbud stiger kapacitetsproblemerne i takt med forældrenes frustrationer. Det har ført til løsningsorienterede forældre, der er villige til at gøre både stort og småt for at sikre børnenes trivsel.

Foto: Holger Møller Dybro. Selvom der ser roligt ud efter lukketid, er Skanderborg Kommunes dagtilbud presset.

Af Nicoline Odgaard Sørensen, niodso@dmjx.dk

Et referat fra byrådsmødet 30. september fortæller, at forældre forsøger at “forhandle” sig dagtilbudspladser. Det sker efter en stor stigning af kommunens børn i alderen 0-6 år, til dels på grund af kommunens aktive indsats for at tiltrække tilflyttere. Daginstitutionerne kan ikke følge med. Politikerne erkender problemet og forsøger at skabe de bedst mulige omstændigheder.

Det er dog ikke nok for mange af kommunens forældre, der gør en aktiv indsats for at ændre på situationen. Både på Facebook og hos kommunen.

“Forældrene udviser en stor grad af fleksibilitet med startdatoen for at få den ønskede plads. Generelt oplever vi, at forældrene er løsningsorienterede, når de kommer til os. De er frustrerede, men også forstående,” siger Charlotte Styver, chef for dagtilbudsområdet i Skanderborg Kommune.

Søskendegaranti uden garanti

I mandags udgav Skanderborgeren en artikel med fokus på det stigende kapacitetsproblem hos kommunens dagtilbud. 

For Helle Svendsen betyder det, at hun må sende sin søn på 2,5 år og datter på 11 måneder i to forskellige vuggestuer hver morgen. Selvom den yngste blev skrevet op to dage efter fødslen, og hun burde være dækket af søskendegarantien, har det altså ikke været muligt at få hende ind på samme vuggestue som sin bror.

“Vi forsøgte ellers at være utrolig fleksible med startdatoen, men der stod i forvejen tre andre børn på ventelisten, og de var også dækket af søskendegarantien,” siger Helle Svendsen, der måtte se sig om efter andre alternativer til pasning af datteren Leonora på 11 måneder.

Privatfoto: Helle og Mads Svendsen med børnene Caroline (8 år), Josephine (6 år), Frederik (2,5 år) og Leonora (11 måneder).

En skuffende flytning

Helle Svendsen flyttede til Fruering i starten af året sammen med sin mand og deres fire fælles børn. Tilbuddet om lokale, trygge pasningsmuligheder og nærliggende skoler var afgørende for familiens beslutning om at flytte fra Hasselager i Aarhus til den lille landsby lidt uden for Skanderborg. Desværre viste forhåbningerne sig at blive til stor skuffelse, da den eneste plads Leonora kunne få, var hos en vuggestue med syv andre helt nye børn, der alle var startet inden for en periode på 14 dage.

“At kommunen overhovedet tillader at opstarte syv børn på samme tid, er jeg skuffet over. Man tænker da på, om det stakkels personale overhovedet kan give dem alle den nødvendige opmærksomhed,” siger Helle Svendsen og pointerer, at hun udelukkende har forsøgt at forhandle med kommunen for børnenes bedste.

Er “forhandling” til forhandling?

Ikke alle fortolkninger af “forhandling” er lige harmløse. I forbindelse med researchen til denne artikel, er vi blevet kontaktet af to uafhængige kilder, der begge på den ene eller anden måde har fundet en vej uden om pladsanvisningen og systemet. Da nogle af forældrenes handlinger er på kant med loven, vælger Skanderborgeren at bringe deres udtalelser anonymt.

En kvinde fortæller fortæller, hvordan de i hjemmet har overvejet en proforma-skilsmisse, så den ene part kan skifte adresse og dermed komme højere op på listen. 

For andre forældre er det ikke kun blevet ved overvejelserne. Ifølge andre kilder, er der familier, som efter en samtale med borgmesteren i Skanderborg Kommune Frands Fischer straks har fået institutionsplads til deres børn.

Umulig handling

Den udtalelse er Frands Fischer fuldstændig uforstående overfor: “Det er der ingen, der har gjort. Jeg har simpelthen ikke fået en eneste henvendelse om forhandling.”

For ham er det helt nyt, at nogle overvejer en proforma-skilsmisse: “Det har jeg altså aldrig oplevet i de 10 år, jeg har været aktiv i kommunalpolitik.”

Foto: Skanderborg Kommune.

Borgmesteren forholder sig kritisk over for en anonym udtalelse og påpeger, at der er langt fra tanke til handling.

Han hævder, at hvis man i sidste ende forsøger at snyde systemet, så vil man ikke nå langt. Kommunen har en kontrolindsats, hvis opgave netop er at holde øje med den slags.

Redaktionen er bekendt med kildernes rigtige identitet. Udtalelserne findes relevante, da de belyser en side af kapacitetsproblemet, der endnu ikke er blevet skrevet om endnu.

,