Skanderborg er klar til elbiler og grøn omstilling

Man er lun på grøn transport og grøn omstilling i Skanderborg Kommune. En forøgelse af klimapuljen skal resultere i elbusser og bedre rådgivning om klimainitiativer. Samtidig har en ny elbil set dagens lys, og den bliver lanceret som en vigtig ny spiller på markedet.

Den nyligt lancerede Volkswagen ID.3 kaldes “folkets elbil” og er måske det, der skal til for at få flere folk til at skifte til grøn transport. Foto: Tina Bangsgaard Christensen

Holger Møller Dybro, holgermd@live.dk

Klimaomstilling og miljøbevidsthed er klare fokuspunkter for byrådet i Skanderborg Kommune. Man vil gerne gå forrest, når det kommer til grøn transport og gøre det tydeligt for borgerne, at politikerne ikke ligger på den lade side.

”Der er en stor bevidsthed om, at vi gerne vil feje for vores egen dør først. Derfor går vi foran med kommunens egne biler og bybussen, der forhåbentlig vil være grønne allerede i 2021. Det er dér vores fokus ligger,” siger Ole Drøgemüller (S), fra miljø- og planudvalget i Skanderborg Kommune.

Klimapuljen er forøget med over 30 procent i kommunens budget for næste år.

Elbiler er populære i Skanderborg

Skanderborg Kommune er på tredjepladsen i Jylland på listen over bestanden af elbiler i Danmark. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.

Mellem 1 og 1,4 procent af Skanderborgs biler kører på el, og det er en stigning siden 2019. Noget tyder på, at det tal kun kommer til at stige i fremtiden, hvis man spørger Volkswagen Skanderborg, hvor det for nyligt er blevet muligt at købe den nye, omtalte elbil Volkswagen ID.3.

”Vi havde et velbesøgt åbent hus i slutningen af september. Der var mange nysgerrige, og jeg tror, mange kommer til at vælge elbil fremover. Allerede i marts måned var der 15-20 personer, der havde forudbestilt bilen. På nuværende tidspunkt har vi allerede solgt 30-35 biler,” siger salgsrådgiver Christian Høgh.

Oplysning frem for tvang

Miljøudvalget i Skanderborg kommune er godt klar over, at man ikke kan tvinge borgerne til at købe elbiler, men de har troen på, at der fremover vil ske en udvikling gennem oplysning. De vil gerne skubbe til udviklingen ved at rådgive og informere.

”Vi kan ikke bestemme over folk, og afgifter på elbiler er statens anliggende, men vi støtter ubetinget, at flere kører elbiler. Borgerne er meget motiverede for at leve grønnere, men folk har svært ved at finde de rette skridt. Det er der, vi kan rådgive,” siger Ole Drøgemüller.

Hos Volkswagen Skanderborg tror man også på, at tiden for udvidelse er ved at være moden på elbilsmarkedet. Målsætningen er ikke resolut at sælge elbiler frem for benzin- eller dieselbiler, men den nye Volkswagen ID.3 er et resultat af en tendens.

”Folk har ventet på en elbil med hele pakken. Det her er en elbil til folket,” siger Christian Høgh.