Kampen mod ensomhed blandt multisyge skal ske i hele kommunen

Fire ud af ti borgere i Skanderborg Kommune har to eller flere kroniske sygdomme. Ensomhed blandt disse borgere er høj. For at løse det problem, skal man samarbejde hele vejen rundt, siger medlem af udvalg, der skal diskutere emnet i dag.

Ensomhed er mest udbredt blandt borgere med psykiske lidelser. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Af Rosa Uldall, rosuul@dmjx.dk

Ensomhed blandt borgere med multisygdomme har været stigende siden 2010. Det viser den nyeste sundhedsprofilundersøgelse fra Region Midtjylland. For at modarbejde denne tendens mener Socialdemokraten Karen Schack Lindemann, der er medlem af kultur, sundheds- og beskæftigelsesudvalget, at alle hænder skal i brug.

”Det er ikke bare vores opgave. Det er alle udvalgenes opgave at komme dette problem til livs,” fortæller hun.

Hvordan de andre udvalg skal indtænke problematikken om ensomheden, kan Karen Schack Lindemann ikke svare på. Men hun siger, at der skal en ny bevidstgørelse til om emnet, hvor hele byrådet skal have problematikken med i deres områder. Dette skal kultur-, sundheds- og beskæftigelsesudvalget tale om i dag.

Udvalgsformand Tage Nielsen fra det Radikale Venstre kommer med et konkret foreslag til, hvordan man kommer ensomheden til livs. Han foreslår at implementere platformen ”Boblberg”. Det er en platform, hvor man kan finde andre mennesker i ens område, der har de samme interesser som en selv. Platformen er allerede taget i brug i Aarhus Kommune.

Høj ensomhed

Undersøgelsen viser også, at ensomheden er mest udbredt blandt borgere med psykiske lidelser. Her oplever 26 procent svær ensomhed, mens det samme kun gælder fire procent af de raske borgere.

”Vi ser helt tydeligt en forhøjet forekomst af ensomhed hos personer med en række kroniske sygdomme, og det er i øvrigt slående, at forekomsten af ensomhed er dobbelt så høj hos dem, der lider af fire eller flere sygdomme på én gang,” siger Mathias Lasgaard fra Syddansk Universitet, der er en af forskerne bag undersøgelsen, til Kristeligt Dagblad.

Ensomhedsprocenten er også høj blandt borgere, der lider af migræne. Her oplever 15 procent af borgerne svær ensomhed, og det samme gælder 13 procent af KOL-patienterne.

Kultur-, sundheds- og beskæftigelsesudvalget skal i dag finde ud af, hvordan de vil prioritere bidragene til de forskellige områder.