Lokal podcast storhitter i Herskind

På under et år har den lokale podcast ”Slet ikke live” fået over 5.500 downloads. Podcasten omhandler byen Herskind, og konceptet breder sig til andre dele landet.

Af Rosa Uldall, rosuul@dmjx.dk

Podcasten ”Slet ikke live” har fået over 5.500 downloads siden den startede i november. Podcasten omhandler lokale historier fra den lille by Herskind, der har lidt over 800 indbyggere. I dag lytter 200-300 ugentligt til ”Slet ikke live”. Og nu tager andre lokalsamfund ideen til sig.

Det er lokalmediet Herskindsigt, der står bag den populære podcast. Podcasten udgives en gang om ugen, hvor værterne Jakob Houg Jakobsen og Jesper Rabes Laursen inviterer en lokal gæst i studiet.

Den nye lokalbetjent

I den seneste udgave havde værterne den nye lokalbetjent Kathrine Hackenberger på besøg. Her blev hun præsenteret og frarådede bl.a. unge om at tune deres knallerter, da forsikringer ofte ikke dækker dette.

”På den måde får vi ligesom hevet tingene ned på et plan, så beboere føler sig trygge. De ved nu, hvem lokalbetjenten er og vil måske være mere tilbøjelige til at tale med hende,” siger Jakob Houg Jakobsen, der er redaktør på Herskindsigt.

Herskindsigt bruger podcasten til at sætte fokus på lokale, almindelige mennesker eller frivillige og fortæller om deres arbejde. Det er netop det lokale, der er i fokus i podcasten, og dette fanger ifølge Jakob Houg Jakobsen beboernes interesse.

Jakob Houg Jakobsen har læst til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Foto: Rosa Uldall

Lokale nyheder i en hyggelig atmosfære

For ham var det manglende information om sit lokalområdet, der gav ideen til at finde en ny måde at formidle på.

”Folk vil gerne have information om deres område. Vi tager området seriøst, og der er næsten intet, der er for småt,” siger Jakob Houg Jakobsen.

Ifølge ham kan podcasten sætte en stemning og være med til at skabe et fællesskab, der ikke fandtes før.

”Vi tager noget journalistisk håndværk og pakker det ned i en hyggelig atmosfære og taler på en måde området op,” siger han.  

Når beboerne i Herskind kommer hjem fra arbejde, er det meningen, at de kan lytte til en hyggelig og informativ podcast om deres område. Podcasten bidrager ifølge Jakob Houg Jakobsen til fællesskabet, idet familier kan høre den sammen, når dagen går på hæld, frem for at sidde og læse artikler hver for sig.

En søsterpodcast på MarselisborgCentret

Konceptet om podcast som fællesskab er også et, de prøver sig frem med på rehabiliteringscentret MarselisborgCentret. Under Corona-nedlukningen fik projektchef på MarselisborgCentret, Ole Mygind, en idé om at lave en podcast.

Gennem fælles bekendte kom han i kontakt med Jakob Houg Jakobsen, der siden har hjulpet Centret i gang med deres podcast.

”Med podcasten vil vi gerne oprette en platform, hvor patienter, personale og interesserede borgere kan mødes og lære mere om hinanden,” siger projektchef Ole Mygind.

Ole Mygind og medvært Mikkel Fransgårds står bag søsterpodcasten til “Slet ikke live” fra MarselisborgCentret. Deres podcast hedder “På Tværs.” Foto: Rosa Uldall