Flere vandløb i Skanderborg Kommune er i dårlig økologisk kvalitet

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af Mikkel Egebjerg, 25607@dmjx.dk

Skanderborg Kommune har ansvaret for at de offentlige vandløb har en god økologisk tilstand, men det arbejde er stadig langt fra gjort. Det viser en tilstandsanalyse hentet fra Miljøstyrelsen.

Illerup Å, Horndrup Å og Knud Å er blot nogle af de vandløb i Skanderborg Kommune, der scorer dårlige karakterer på Miljøstyrelsens tilstandsvurdering.

Det stemmer ikke overens med målsætningen udstukket af Skanderborg Kommune om at have en god økologisk tilstand i vandløbene. En målsætning, der desuden bygger på Danmarks forpligtigelse i forhold til EU’s vandrammedirektiv.

”Det er kun omkring halvdelen af landets vandløb, der opfylder målsætningen om god økologisk tilstand,” siger Tenna Riis, professor i ferskvandsbiologi ved Aarhus Universitet.”

Flere faktorer afgører resultatet

Kilde: Miljøstyrelsen

Kvalitetsbedømmelsen af vandløb baseres i høj grad på tilstedeværelsen af planter, fisk, smådyr på bunden af vandløbet og bestemte algetyper. Kriteriet for et sundt vandløb kræver, at alle fire elementer udviser god økologisk tilstand.  

”Hvis vi har et vandløb i Skanderborg, der scorer højt på tre af de biologiske kvalitetselementer, men ikke på den fjerde, så opfylder vandløbet ikke målsætningen om god økologisk tilstand,” siger Tenna Riis.

Kommunen har fokus på vandkvaliteten

Hans Brock-Brandi er afdelingsleder for klima, vand og natur hos Skanderborg Kommune. Han mener, at der bliver gjort meget fra Kommunens hånd, men er bekendt med kommunens udfordringer med vadløbenes kvalitet.

”Vi er ikke tilfredse med, at vi har nogle vandløb med dårlig økologisk kvalitet,” siger han.

Skanderborg Kommunes budget for 2021-2024 har ikke lagt yderligere penge til side til vandmiljø, men ifølge medlem af Miljø- og Planudvalget, Ole Drøgemüller (A), så er et samarbejde nødvendigt.

”Vandløbene løber ofte gennem mange kommuner, og derfor skal der en samlet indsats til for at gøre en forskel. Det er også derfor, staten har lavet vandmiljøplanerne,” siger han.