Ingen målsætning for kønsfordelingen i kommunale lederstillinger

Skanderborg Kommune svarer kort og godt ‘nej’ til spørgsmålet om, hvorvidt de har et mål for fordelingen af mænd og kvinder i offentlige lederstillinger. Det fremgår af den nyeste ligestillingsredegørelse, som landets kommuner er påkrævet at udfylde hvert tredje år.

Af Julie Schønning, schju@dmjx.dk

Det halter med konkrete målsætninger og tiltag for, hvornår og hvordan Skanderborg Kommune vil sikre ligelig fordeling af mænd og kvinder i offentlige lederstillinger.  

Hvert tredje år skal alle kommuner udfylde en ligestillingsredegørelse, som har til formål at fremme ligestillingsindsatser i det offentlige og synliggøre indsatsen overfor borgerne. Skanderborg Kommune har i deres redegørelse fra 2020 afvist at udstikke en retning på området.  

HR udfylder, byrådet vedtager

Byrådsmedlem for Socialdemokratiet Jørgen Naut sidder i økonomiudvalget, der er ansvarlige for området. Han kan ikke svare på, hvorfor kommunen ikke har en målsætning for kønsfordelingen. 

“Det er noget, vi er opmærksomme på, og vi drøfter det, når rapporten skal udfyldes engang hvert tredje år, men jeg kan ikke svare dig på hvorfor. Det meste af det er noget, som HR udfylder, og så vedtager vi det,” siger han.

I landets kommuner er der generelt en skævvridning i kønsfordelingen af offentligt ansatte. Kvinder udgør 77 procent af de offentligt ansatte i Skanderborg Kommune, men kun 4,8 procent af dem sidder i lederstillinger. Ud af de få mandlige ansatte er det 7,8 procent, der har en ledende stilling. Der er altså færre kvinder, der når topposterne.

Halter efter naboen

Nabokommunen Aarhus har til sammenligning en målsætning om en lige kønsfordeling i direktør- og lederstillinger inden 2024. Det skal ske gennem projektet “Kønsligestilling på lederniveauer”, der blev vedtaget i 2019. 

Området har umiddelbart lav prioritet for de ansvarlige politikere i Skanderborg Kommune. Jørgen Naut er imidlertid bekendt med problemstillingen og mener, der bør gøres noget på området. 

“Det hører da tiden til, at vi får ligestilling blandt ledere,” siger han.