Ledige oplever stor glæde ved stigende digitalisering

Under Corona-nedlukningen måtte jobcentret tage telefonen i brug for at holde kontakten med borgerne. En undersøgelse viser, at to ud af tre borgere i dag ønsker at fortsætte denne ordning. Det har fået Skanderborg Kommune til at komme med en opfordring til beskæftigelsesministeren om at udvide jobcentrenes frihed.

Af Stina Konnerup Nedergaard, stkone@dmjx.dk

(ARKIV) ARKIVFOTO (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

Borgerne har været tilfredse med den måde, de har kunnet tilgå
jobcentret på under Corona-nedlukningen. Det viser en nylig rapport udarbejdet af Skanderborg Kommune, der har deltaget i en landsdækkende undersøgelsen foretaget af Kommunernes Landsforening.

Omkring 400 borgere i kommunen blev spurgt ind til forløbet, hvortil to tredjedele har svaret, at de ønsker at fortsætte den telefoniske kontakt, hvor det er muligt og giver mening. Det får nu Skanderborg Kommune til at skride til handling. De ønsker at gøre muligheden permanent for borgerne.

Mere tryghed og fleksibilitet

Mindre transporttid, lettere planlægning og større tryghed i hjemlige omgivelser. Det er nogle af de fordele, som mange borgere i Skanderborg Kommune har oplevet ved at tage kontakten til jobcentret telefonisk i stedet for det fysiske fremmøde, som det normalt kræves.

”Vi har en type borgere, der har oplevet, at ved spørgsmål af mere simpel karakter kunne man komme i kontakt med os på en lettere måde. Der behøvede man ikke at bestille en samtale for at komme op og snakke med sin sagsbehandler”, siger Anja Nørby Sørensen, jobcenterchef i Skanderborg Kommune.

”Og så har der været en helt anden type borgere, som er dem, der har lidt sværere ved at komme ud af huset. Det kan være dem der ikke er særligt mobile, med angst, depression eller en sygemelding. De har oplevet, at de var mere trygge derhjemme og sad i en ramme, hvor de bedre kunne håndtere at have en samtale med sagsbehandleren.”

For hende er det vigtigt at understrege, at ikke alle borgere kan skæres over en kam. Derfor har de under de rette foranstaltninger mødtes fysisk med de borgere, der har været langt væk fra systemet. 

Beskæftigelsesindsatsten skal ind i den digitale tidsalder

I dag siger lovgivningen på beskæftigelsesområdet, at de jobsøgende skal møde fysisk op på centeret. Siden nedlukningen tilbage i marts har kommunerne dog fået dispensation fra dette. En dispensation, der udløber ved udgangen af året. Det er derfor, at KL nu opfordrer politikkerne på Christiansborg til at give jobcentrene større frihed til at fortsætte samtaler med borgerne over telefon, når det giver mening.

En opfordring som byrådet i  Skanderborg Kommune, med et bredt flertal, bakker op om i et brev fra byrådet til beskæftigelsesministeren. 

”Vi har ingen ambitioner om, at de fysiske samtaler fjernes. Vi vil bare gerne have flere muligheder. Det er mærkværdigt, at beskæftigelsesindsatsen er så tilpas gammeldags, at det kun er det fysiske møde, der tæller, når vi er så digitale på alle andre måder. Derfor tænker jeg, at beskæftigelsesindsatsen også skal ind i den digitale tidsalder”, siger Anja Nørby Sørensen. 

Den personlige relation er vigtig

For den tredjedel, der ifølge undersøgelsen ikke er interesseret i flere telefonmøder med jobcenteret, er det især frygten for det upersonlige, der fylder. Ifølge Anja Nørby Sørensen har de dog allerede tænkt over det på jobcenteret.

”Det må aldrig blive upersonligt. Vi skal altid stå til samme rådighed for det fysiske møde. Det skal ikke være os, der skal forcere, at det hele skal foregå på telefon eller video. Det skal foregå i sammenråd med borgeren, og så finder vi ud af, hvad den enkelte borger har brug for”.

Hun mener, at det stadig vil være vigtigt, at sagsbehandleren mødes med borgeren for at skabe en relation og tillid til hinanden.

”Så er det også langt lettere og mindre grænseoverskridende at skulle tage telefonen efterfølgende”, tilføjer hun. 

Hun er derfor ikke bange for, at en øget digital indsats mellem borgere og sagsbehandlere vil betyde, at man taber flere borgere i systemet.

”Der har vi heldigvis super dygtige sagsbehandlere, der kender borgerne og kan tage det skøn. Så det er jeg fuldstændig tryg ved”. 

,