Højt sygefravær på Sølund får konsekvenser

Der har gennem det seneste år været en stigning i antallet af sygefraværsdage på Sølund i Skanderborg Kommune. Det sker på trods af, at antallet af sygedage ellers er faldende generelt i Skanderborg Kommune indenfor både ældre- og handicapområdet. Det skal der nu ændres på.

Af Anja Lunding

Ved institutionen Sølund oplever man et stadigt stigende antal af sygefraværsdage. Foto: Erik Jepsen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Det er lykkedes for Skanderborg Kommune at få antallet af sygefraværsdage til at falde til 6,8% indenfor handicapområdet igennem det seneste år, men på institutionen Sølund, er tallet stigende og ligger på nuværende tidspunkt på 8,45%. 

På den baggrund har Skanderborg Kommune og Sølund i samarbejde nedsat en indsats, som skal undersøge, hvordan man kan nedbringe sygefraværet. Hvordan det helt konkret skal indarbejdes, er endnu ikke bestemt, men man vil satse på at arbejde med ledelsen, kulturen og mere systematik i opfølgningen på sygefraværet. Indenfor et halvt år er kontraktholderen inviteret til at give en redegørelse for byrådet. 

Afskedigelser skal være en mulighed

Formanden for socialudvalget i Skanderborg Kommune, Anders Laugesen (V), fortæller, at Sølund i høj grad selv har fået lov til at udforme en strategisk plan, som skal nedbringe tallene, og at planerne for disse endnu ikke er fastlagte. 

”Det er utilfredsstillende set fra min stol. Det er et meget højt niveau for sygemeldinger og det er også en kraftig stigning i forhold til, hvad vi ellers har set. Skanderborg har tidligere kaldt Sølund for kommunens faglige fyrtårn, og derfor piner det os, når vi ser de tal her,” siger han. 

Hvis ikke man ser en nedgang, så tilføjer han, at man vil tage andre forbehold fra politisk side.

”Vi vil evaluere indsatser fra andre områder, som vi har haft succes med, og så se, om vi kan overføre dem til Sølund. Det har i yderste konsekvens indebåret afskedigelser. Det har været nødvendigt, fordi der har været en elendig kultur blandt de forkerte ansatte,” siger han. 

Ved institutionen Sølund oplever man et stadigt stigende antal af sygefraværsdage. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Naturlig konsekvens af et presset miljø

Ifølge Svend Lidegaard Olesen, der er kontraktholder for de resterende bosteder i Skanderborg Kommune, er der dog en række naturlige årsager til, at sygefraværsdagene er højere i Sølund end, hvad man oplever på andre steder indenfor ældre- og handicapområderne. 

Man har på de andre bosteder i Skanderborg Kommune nydt fordel af at bestå af en række mindre enheder, men der er en stor forskel på borgergruppen i Sølund sammenlignet med de andre institutioner på handicapområdet. 

”De skal hjælpes meget, og de har nogle mere udadreagerende borgere, så det er et meget hårdere arbejdsmiljø med sværere vilkår. Det er jo nemmere at sige, man skal have bedre arbejdsvilkår, når man ikke tænker på, om borgerne er voldelige eller udfordrende,” siger han. 

Han tilføjer, at man på handicapområdet har oplevet besparelser på 20% af deres omsætning, hvilket også har været medvirkende til, at arbejdsmiljøet er blevet yderligere presset og også dette erklærer Anders Laugesen sig enig i og anerkender konsekvensen af. 

”Vi har simpelthen bedt hjemmeplejen om både at løbe og køre stærkere,” siger han.

One comment on “Højt sygefravær på Sølund får konsekvenser
  1. Sjovt som formanden for udvalget ikke kan se, at han selv har svaret på spørgsmålet.
    Gad vide om han selv ville finde det mere opslidende at skulle spare 20% på budgettet, uden at mindske opgaverne?

Comments are closed.