Ny strategi for at få ikke-vestlige kvinder i arbejde

Med et forandret mentorforløb prøver Skanderborg Kompetencecenter at hjælpe ikke-vestlige kvinder i arbejde. Forløbet skal nu være personligt tilpasset.

Skanderborg Kompetencecenters nye mentorforløb tilgodeser den enkelte kvinde. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Af Rosa Uldall, rosuul@dmjx.dk

Ikke-vestlige kvinder kan nu få hjælp af en personlig tilknyttet mentor hos Skanderborg Kompetencecenter. Centret arbejder målrettet efter at hjælpe mennesker i arbejde. Med et forandret erhvervsmentor-netværksforløb vil de hjælpe flygtninge og indvandrere med at få en bedre kulturforståelse af Danmark og det danske arbejdsliv.

Mentorerne skal hjælpe de ikke-vestlige kvinder med at finde balance i en hverdag, hvor kvinderne kommer i arbejde. Familie, økonomi og børn er emner, hvor mentorerne hjælper dem til en ny forståelse af, hvordan man håndterer diverse udfordringer, der kan opstå i forbindelse med et job.

Frivillige mentorer

Forløbet i den nye form er ikke startet endnu. Lige nu ser centret på de ikke-vestlige kvinders behov og prøver at finde en mentor, der bedst kan vejlede dem.

”Mentorerne er frivillige personer fra virksomheder. Vi prøver altid at holde øje med medarbejdere i diverse virksomheder og tager kontakt til dem, hvis vi tror de kunne være gode mentorer,” siger Lars Schrøder, afdelingsleder på Skanderborg Kompetencecenter. 

Lars Schrøder ønsker at forløbet starter så hurtigt som muligt, eftersom formålet er at hjælpe kvinderne med at finde et arbejde.

Fra gruppemøder til personlig vejledning

Tidligere har møder mellem mentorerne og kvinderne foregået i små grupper, men de blev svære at afholde, da Corona kom til Danmark. Mange langtidssygemeldinger var også med til at ødelægge dele af gruppedynamikken, hvilket førte til beslutningen om at ændre formen.

”Vi går ind og ser på de forskellige mentor-profiler, vi har og matcher dem med en kvinde efter de behov, som kvinderne har,” siger Lars Schrøder.

Hele forløbet er et frivilligt tilbud og ikke en del af integrationsgrunduddannelsen (IGU).